Hvis du pønser på at sælge din bolig, er der ikke blot en masse praktiske ting, du skal have styr på. Et vigtigt aspekt bliver ofte glemt. Og det er faktisk et aspekt, der kan gøre hele udfaldet for, om din bolig bliver solgt eller ej; indretning før boligsalg.

Mathilde Lautrup

Vi har talt med boligstylist, Mathilde Lautrup fra Interiør A/S, om, hvad du helt konkret skal gøre og overveje, før du inviterer køberne indenfor i dit hjem. Mathilde har et kreativt sind og står for indretning af boliger, der ikke kan sælges.

Har du svært ved at vælge ejendomsmægler? Få vores bud på den bedste ejendomsmægler til dit boligsalg helt gratis og uforpligtende.

Undervurder ikke købernes blik for detaljer

Nogle købere kan ikke se sig fri for ’’grim’’ indretning og rod. Det kan gøre det svært for dem at forestille sig, hvordan en hverdag vil se ud i boligen. Og når det er en post, der er relativt nem at gøre noget ved, er det ærgerligt at tabe dem på det.

Betragtningerne kommer fx fra børnefamilier, der blot ønsker et indflytningsklart hjem, da de ikke har overskud til store indretningsmæssige investeringer og forestillinger. Det er derfor en god ide at hjælpe både dem og dig selv godt på vej med indretningen. Mathilde Lautrup forklarer:

”Når man står overfor at skulle sælge, er det en god ide at flytte nogle ting og møbler ud af rummene, da det giver køberne en bedre mulighed for at se boligens størrelse og indretningsmæssige muligheder. Men boligen må heller ikke fremstå tom. Hvis der er for få eller ingen møbler, kan det give en manglende rumfornemmelse og gøre det svært at forestille sig selv bo der.”

Udnyt hele husets karakteristika til din egen fordel

Eksempel på indretning af bolig - stuen

Der er flere strenge at spille på i forhold til husets karakteristika og udseende, når du skal i gang med at optimere det til et salg. Det er naturligvis ikke muligt at ramme alles smag. Men den brede skare har dog en generel stil, som ikke stikker for meget ud. Og det er her, du kan gøre dit for at udnytte husets karakteristika.

Som boligejer skal du generelt gøre dig umage, når du ønsker at sælge din bolig. Hvis dit hjem er rodet og mørkt, signalerer du indirekte til potentielle købere, at du er useriøs om salget.

Køberne har skarpe øjne for indretning og detaljer i en bolig. Det er derfor vigtigt, at du laver en konsistent indsats, hvis du vil i hus med dit boligsalg. På den måde øger du chancen for interesse og dermed et hurtigere salg.

”Udtrykket i et rum er især præget af de farver, der er på vægge og lofter. Et rent og hvidt udtryk kan fremstå klinisk, så man skal ikke være bange for at bruge lidt farver for at skabe en rolig og afslappende stemning. Her er naturfarver især gode at bruge.”

Uddyber boligstylist, Mathilde Lautrup.

Behold din bolig i tankerne

Med sin erfaring med indretning, ser Mathilde Lautrup et klart og typisk billede ved et boligsalg. Sælger er ofte mentalt videre, og det kan være svært at nulstille sig selv og forblive i boligen i sit mindset. Specielt indtil den faktisk er solgt. Men det er en sund og vigtig øvelse. Indretningen er netop noget af det, der kan gøre hele udfaldet.

Det kan være svært at hanke op i sig selv og gøre mere for at sælge, hvis der allerede er gået flere måneder uden et salg. Men den udgift, der potentielt er ved indretningen, kan være det, der skal til. Det kan fx blot være en omgang med malerpenslen, hvis væggene er grimme. Husk at vælge farver, der klæder hinanden, og vælg gerne farver i samme farveskala.

Mathilde Lautrup peger ligeledes på, at luft og plads spiller en afgørende rolle,
når potentielle købere besøger dit hjem:

”Når man skal sælge sin bolig, er det vigtigt, at køberne kan bevæge sig frit. Sørg for, at der er fri passage til at komme rundt, så køberne kan forestille sig potentiel indretning. Hvis møblerne fylder for meget, kan det føles trængt og småt. Et god råd er fx at rykke møblerne 10-15 cm. ud fra væggene, så køberne får fornemmelsen af, at der er god plads og føles luftigt.”

Eksempel på indretning

Indretningsstylistens 5 bedste tips

1. Halver dine ting. Lidt men godt. Tag fx nogle billeder ned fra væggene, flyt nogle møbler væk og sørg for, at der ikke er for meget nips. 
2. Få tingene til at matche – både i stil og farve. Den røde tråd er vigtig. Det gælder om at skabe ’’ro’’ og overblik i boligen.  
3. Mindre rum skal have nogle lyse farver på væggene, mens store rum godt må have en væg med en farve. Gerne en naturfarve, men ellers lyst og venligt.  
4. Ved brug af farver, skal du male de vægge, der ikke har døre eller vinduer.
5. Sørg for, at der ikke er gardiner eller tunge persienner, der blokerer for lysindfaldet.

Kom godt fra start

Hvis du søger flere gode råd, kan vi hjælpe dig godt fra start. Vi sidder klar med personlig vejledning, hvor du kan kontakte os på tlf. 30 74 07 29 eller ved at udfylde vores kontaktformular.

Top