To do liste udfyldes

Inden længe kan du pakke flyttebilen og rykke rødderne op fra din 60 kvm lejlighed uden altan i midtbyen og til gengæld glæde dig ved tanken om både god plads, garage og have. Men før du hænger tv’et op og hilser på naboerne, er der en række ting, du skal huske at få styr på.

Hvis du har svært ved at få overblik over alle dine to-do-lister, giver vi dig her et simpelt overblik over 11 ting, du skal huske, når du flytter fra lejlighed til hus:

1. Anmeld din flytning på borger.dk og andre nødvendige steder

Du har formentligt prøvet det før. Når du skifter adresse, så skal myndighederne nemlig have besked. Det indebærer den sædvanlige tur forbi borger.dk, hvor din flytning bliver officielt godkendt af offentlige myndigheder – og husk at du skal melde din flytning hertil senest 5 dage efter flytning. Men der er også en række andre, som er praktiske at informere:

  • Arbejdsgiver
  • Tandlæge
  • Foreninger
  • Fagforeninger og A-kasse
  • Telefon, tv og internetudbyder
  • Fritidsaktiviteter/klubber
  • Abonnementer (fx fitness, dagblade, magasiner)
  • Skole og daginstitutioner
  • Værksted (hvor du får serviceret bilen)
  • Paypal og andre betalingsplatforme
  • Zalando og andre shoppingsider

2. Vælg din nye læge

Når du melder din flytning på borger.dk, skal du samtidig tage stilling til, om du vil have en ny læge. Det skal være en læge, der ligger maks. 15 km fra din bolig. Hvis din flytning betyder, at du skal se dig om efter en ny læge, er det heldigvis gratis at skifte i forbindelse med din flytning – hvis du ikke skifter i forbindelse med din flytning, men efterfølgende ønsker at skifte læge, koster det 200 kroner. Du kan vælge en ny læge for de enkelte personer i din husstand eller vælge en for hele husstanden på én gang.

Det er en god ide at undersøge anmeldelserne for de enkelte læger, så du har en ide om, hvorvidt det er en læge, du vil føle dig tryg ved.

3. Aflæs el, gas, vand og varme i din lejlighed

Den person, der har tilmeldt sig adressen for din nuværende lejlighed, har ansvaret for regningen på el, gas, vand og varme. Det er derfor vigtigt, at du husker at få aflæst dine målere og indsende det til dine forsyningsselskaber, inden du flytter ud. Det er nemt og hurtigt at gøre online. Ofte får nye beboere lov til at flytte ind nogle dage før, og hvis du ikke har aflæst målerne på din udflytningsdato, kan det være svært at bevise, hvem der har brugt hvad.

Et lille tip er, at hvis du har en fjernaflæst elmåler, kan du fortsat aflæse den, når du er flyttet.

4. Tjek op på forsikringer til hus

Hvis du skruer tiden tilbage et øjeblik, så kan du måske huske, at dit forsikringsselskab fik information om din bopæl for at give dig en pris på din forsikring. Derfor giver det også sig selv, at når du flytter, så vil din forsikringspris formentligt ændre sig. Det er som oftest dyrere at forsikre et hus, da du dermed har behov for flere forsikringer. De fleste banker kræver også, at du har en brandforsikring, før de vil godkende at optage dig et lån.

De enkelte forsikringsselskaber har som oftest uddybet deres på deres hjemmeside, så du kan få et mere detaljeret indblik.

Kvinde arbejder ved en computer

5. Tjek op på tv og internet

Når du har skrevet under på drømmehuset, og har fået en indflytningsdag på papiret, er det en god ide at undersøge, hvordan du kan se tv og bruge internet på din nye adresse. Du kan fx undersøge, om det er muligt at se tv via kabel, parabol, antenne, bredbånd eller fibernet. Undersøg samtidig, hvilke firmaer der kan levere bredbånd til adressen, så du får indblik i muligheder og prisniveau.

6. Sæt 50.000-100.000 kr. til side

Når du flytter fra lejlighed til hus, skal du forvente at bruge mellem 50.000-100.000 kr. på at istandsætte og indrette dit nye hus. Oftest går der 50.000 kr. til småreparationer og indvendig indretning såsom møbler, nye gardiner, maling og slibning af gulve. Beløbet afhænger dog i høj grad af husets stand ved indflytning og naturligvis dine egne ønsker til huset. Udvendigt kan du hurtigt bruge 50.000-100.000 kr., hvis det trænger til en kærlig hånd. Og hvis du regner med at renovere køkkenet eller badeværelset, kan du i stedet forvente at bruge mellem 150.000 og 300.000 kr.

Vores finansielle rådgivere kan hjælpe dig til en højere belåning, så du kommer tættere på at indfri dine boligdrømme. Bestil et gratis rådgivningsmøde, og find ud af, hvad de kan gøre for dig.

7. Gennemgang ved overtagelse

Når du åbner døren til dit nye hjem og officielt kan kalde dig for ejer, er der en række ting, du skal gennemgå. Først og fremmest skal du huske at aflæse forbrugsmålerne og tjekke husets stand for skader, der potentielt kunne være opstået i tiden inden din overtagelse. Hvis der fx følger hårde hvidevarer med, er det en god ide at undersøge, om de virker, som de skal. Hvis du samtidig har aftalt med sælger, at der skulle laves forbedringer i huset inden overtagelse, skal du ligeledes lave en detaljeret kontrol af, hvorvidt arbejdet er udført som aftalt.

8. Tilmeld dig vand, gas, varme og el, når du flytter ind

Når du flytter fra lejlighed til hus, skal du huske at tilmelde dig vand, gas, varme og el i huset. I samme omgang skal du aflæse målerne i boligen og give besked til forsyningsselskaberne om tallene.

Dit selskab skal bruge både aflæsningsdato og indflytningsdato senest 5 dage efter, du er flyttet ind.

9. Indtast ændringer hos SKAT

Hvis du flytter, fordi du er blevet skilt, eller hvis du med flytningen er rykket tættere eller længere fra din arbejdsplads, skal du potentielt ændre din opsætning hos SKAT.  Det kan fx være din befordring, dit kørselsfradrag eller andet i din forskudsopgørelse.

Ring eventuelt til SKAT for at få hjælp til din opsætning, og hvad du skal være specielt opmærksom på.

10. Tilmeld dagtilbud og skole

Hvis du har børn, og de går i dagtilbud, skal du overveje, om de bør starte i et nyt, der er tættere på din nye bopæl. Hvis det er første gang, dit barn skal indmeldes, skal du bruge den digitale pladsanvisning til at søge om en plads.

Hvis du har ældre børn, der er begyndt i skole, skal du overveje, om de skal flytte skole. Her skal du tjekke kommunens hjemmeside for at finde ud af, hvilken distriktskole dine børn hører til. Det er den skole, dit barn vil blive tilbudt plads på. Det er også muligt at søge om en plads i en folkeskole, der ligger i en anden kommune – men det er ikke sikkert, at dine børn kan få en plads.

Postkasse med navne på murstensmur

11. Sæt navn på postkassen

For at sikre, at dine breve og pakker ikke bliver sendt retur, fordi du har været for langsom med din Dymo-label maker, skal du hurtigt efter indflytning få sat navn på postkassen. Husk samtidig at få fjernet de gamle navne, så du er sikker på, at du ikke forvirrer postbuddet.

Det giver også anledning til at overveje, om du vil smide et ’’Nej tak til reklamer’’-klistermærke på postkassen i samme omgang.

Kom godt fra start med din nye husøkonomi

Udover de mange praktiske ting, der skal klares, når du flytter fra lejlighed til hus, er det også vigtigt at få overblik over din nye økonomi. Livet i hus indebærer en række nye udgifter, der potentielt kan mindskes med struktur og forhandling, så du kan nyde en bekymringsfri hverdag i dine nye rammer.

Få dit økonomiske set-up set igennem til et gratis rådgivningsmøde med vores uvildige, finansielle rådgivere og bliv helt klar til livet som husejer.

Top